onsdag den 18. oktober 2017

Morgenmøde: Bedre brugeroplevelser


Spring morgenkaffen over og kom i stedet til morgenmøde hos IT-Vest, hvor fire forskere med udgangspunkt i tre forskellige emner (digitale spil, tværmedial informationsarkitektur og interaktive fysiske produkter) vil fortælle om, hvordan man kan give sine brugere en bedre oplevelse.

Arrangementet er gratis, og alle med interesse er velkomne. Morgenmødet er en del af masteruddannelserne som IT-Vest udbyder, og der er derfor mulighed for efterfølgende vejledning, hvis man er interesseret i videreuddannelse. Tilmelding kan ske her.

Hvem: IT-Vest
Hvor: Incuba, Åbogade 15
Hvornår: 31. oktober, kl. 08.15-10.00

tirsdag den 17. oktober 2017

Disrupt Denmark Hackathon

Dansk IT inviterer til hackathon med fokus på IT sikkerhed. Der vil blive stillet 6 forskellige udfordringer fra virksomheder som arbejder med, eller oplever udfordringer med IT sikkerhed på daglig basis. Læs mere om arrangementet og tilmeld dig her.

Studerende fra hele landet er inviteret, og tilrejsende kan søge om støtte til transport.

Hvem: Dansk IT
Hvor: KEA, Lygten 16, 2200 København N
Hvornår: 12. - 13. januar 2018

mandag den 16. oktober 2017

Er humanister på udebane i en digital tidsalder? #humantech

Selvom ingeniører og programmører er i høj kurs i vores digitale og teknologiske samfund, peger udviklingen også på et behov for humanistiske og kreative profiler, som blandt andet kan afkode menneskelige behov, være kreativt innovative, formidle koncepter og ikke mindst skabe sammenhæng på tværs af produktudviklingen og i sammenspil med brugerne.

Til konferencen High Tech - Human Touch bliver der stillet skarpt på hvilke kompetencer fremtidens arbejdsmarked får behov for, og især hvorfor humanistiske, sociale og kreative kompetencer er nødvendige for en optimal og innovativ fremtidig erhvervsudvikling. 

Emnerne favner bredt, og der er derfor rig mulighed for indsigt i både nutidens og fremtidens kompetencer, både for virksomheder, studerende, politikere og forskere. 

Konferencen er gratis, dog med et no show gebyr på 500 kr. 

Hvem: High Tech - Human Touch, et samarbejde mellem AU, More Creative og Region Midtjylland
Hvor: Aarhus Universitet, Aulaen, Nordre Ringgade 4, bygning 1412
Hvornår: 7. december, kl. 10.00-15.45


tirsdag den 10. oktober 2017

Katrinebjerg Karriereveje - hvad laver vores alumner?


Hvad bliver der egentlig af vores studerende, når de er færdige på Katrinebjerg? Til Katrinebjerg Karriereveje kan du møde fire alumner som fortæller om, hvad de laver nu og hvordan deres uddannelse har hjulpet dem på vej i erhvervslivet.

Arrangementet henvender sig primært til studerende, men er også interessant for andre personer i fagmiljøet, som ønsker at holde sig opdaterede på hvad vores studerende bliver uddannet til og som.

Hvem: Studievejledningen på Katrinebjerg
Hvor: Store Auditorium, Incuba, byg. 5510, lok. 103
Hvornår: 9. november 16-18

onsdag den 4. oktober 2017

Karrierenetværk på LinkedIn

Er du uddannet fra Informationsvidenskab eller Digital Design, så har du mulighed for at melde dig ind i cand.it karrierenetværket på LinkedIn.

Netværket er for alle 14 cand.it uddannelser på AU, AAU og SDU, og er derfor en oplagt mulighed for at få indsigt i, hvad andre med samme baggrund arbejder med, og derigennem opbygge netværk. 

Derudover bliver der i netværket løbende annonceret faglige aktiviteter, hvor man blandt andet har mulighed for at deltage gratis i it-forums og BrainsBusiness' arrangementer. 

Morgenmøde: Hvem er dine naboer?

Hvor meget ved du egentlig om dine naboer? Nok ikke så meget, som du kunne ønske dig. Her har du en unik mulighed for at lære dine naboer bedre at kende, når /et al. inviterer til morgengåtur, frisk kaffe og hyggelige samtaler for alle der har kontor på Katrinebjerg.

Det bliver uformelt, det bliver hyggeligt og forhåbentlig bliver det også informativt og medskabende til mere gennemsigtighed og større inddragelse af hinandens viden og kompetencer. Læs mere og tilmeld dig her.

Hvem: /et al. & Event Space Katrinebjerg
Hvor: Event Space Katrinebjerg, Helsingforsgade 22
Hvornår: 27. oktober 8:00-8:45

fredag den 29. september 2017

Artificial Intelligence til STUD Træf med PROSA

Ønsker du en weekend med ophold, god mad, fantastisk selskab og relevant it-fagligt indhold - så læs med her.

Fagforeningen PROSA inviterer til den årlige STUD Træf og generalforsamling på Danhostel i Svendborg, hvor der er lagt op til en tæt pakket, hyggelig og ikke mindst interessant weekend for alle tilmeldte. Arrangementet er kun for studerende (prosa har et lignende arrangement for ikke-studerende), og weekendens tema er artificial intelligence (AI).

Tilmeldingsfristen er 13. oktober og man kan følge med på eventet her, hvor der løbende kommer opdateringer.

Hvem: PROSA/STUD
Hvor: Danhostel i Svendborg
Hvornår: 27. - 29. Oktober 2017

Pris: Gratis